Områdets anvendelse
Området er i dag et parcelhuskvarter, der er udstykket og planlagt i 1960’erne. Det er i store træk den bebyggelse, der ligger der i dag.
Det karakteristiske for området er et meget kuperet terræn. Hovedparten af bebyggelsen er på én etage med en taghældning på maksimalt 35°. Den lave bebyggelse indgår i samspil med det kuperede terræn ved ikke at dominere med høje rejsninger og flere etager. Generelt ligger bebyggelsen tilbagetrukket fra vej med en del beplantning i forhaven, hvorfor området fremstår grønt og terrænforskellene giver mange kig bl.a. til naturområdet Blovstrød Enge og Ellebæk.
Infrastruktur
Nogle få parceller har adgang fra Blovstrød Alle, men de fleste har adgang fra de mindre lokale veje Vindbygårdsvej, Valmuevej, Kløvervej, Lupinvej, Lucernevej, Klintevej, Engvej. Der er stiforbindelse til og fra Blovstrød Enge og Blovstrød Alle.