Lokalplanområdet er beliggende på hjørnet af Kollerødvej og Rådhusvej i Allerød og udgør et areal på ca. 20.000 m2.
Det nærliggende område er præget af forskelligartet bebyggelse, primært parcelhuse og institutioner.
Nord og øst for lokalplanområdet består bebyggelsen overvejende af parcelhuse og enkelte erhvervsvirksomheder. Som nærmeste nabo, syd for lokalplanområdet, ligger Engholm Varmecentral med en 25 m høj skorsten som et markant element. Syd og vest for lokalplanområdet ligger flere af kommunens større institutioner heriblandt Allerød Gymnasium, Plejecenter Engholm, Kratbjergskolen afd. Engholm og Engholm Svømmehal.